Mit Bornholm
Har været på lejrtur med 6. og 7. klasse. ‘
Boede på sydbornholm på Jarlsgård, et fantastisk sted at have lejrskole https://jarlsgaard.dk/ Kan kun anbefales 🙂
Og så er det jo lidt som at komme hjem. Jeg savner tit Bornholm, menneskerne, havet og landskabet. Selv vintrene, hvor meget lukker og turisterne tager hjem.
Øen levede virkelig op til sit navn som solskinsøen, så mens resten af landet havde regn og trist vejr, hyggede vi med højt solskin.
Handywoman
Er vældig pavestolt.
Første gør-det-selv projekt i huset er vel overstået og med stor succes. Dagen efter slutsedlen var underskrevet, begyndte bruseren at dryppe så forfærdelig meget. Efter at have givet den lidt tid og efter at have banket lidt og skruet lidt, kunne jeg godt se at der skulle et nyt blandingbatteri til.
Her er google og youtube guld værd og fandt hurtigt ud af, at det kunne jeg godt og måtte jeg gerne skifte selv. Så en tur til byggemarked, hvor der både blev indkøbt blandingsbatteri, brusehoved og en svensknøgle.
Som altid skal jeg tage lidt tilløb, så tingene lå på spisebordet og grinede af mig et par dage, inden jeg turde give mig i kast med projektet.
Det gik næsten helt smertefrit. Fandt stophanen til badeværelset, fik skruet det gamle af og begyndte at montere det nye batteri. Det viste sig dog at min fine nyindkøbte svensknøgle passede alt for godt og satte sig fast. Så lidt moslen senere og endnu et hurtigt besøg til byggemarkedet efter en større svensknøgle, sad blandingsbatteriet på plads og drypfri 🙂
Det første bad var en herlig nydelse.
Min sclerose
Døjer lidt med gener. Eller døjer meget for tiden.
Føleforstyrrelser i den venstre side af kroppen. Mit hoved tror, at jeg ikke har så mange kræfter i mit venstre ben og arm som i højre side. Det har jeg, siger målingerne, men det føles bare ikke sådan… mærkeligt.
Har smerter og prikkende fornemmelse i nakke og i højre side af ansigtet. Før i tiden sagde man at smerter ikke havde noget med sclerose at gøre, men man ved nu at sådan forholder det sig ikke.
“Kroniske smerter
Dette er den hyppigste form for smerte ved multipel sclerose. Den kroniske smerte beskrives ofte som brændende, knugende, borende eller tandpineagtig. Hyppigt vil personen imidlertid have svært ved at beskrive smerten. Ofte vil den kroniske smerte efter en årrække klinge af.” https://scleroseforeningen.dk/viden-og-nyt/hvad-er-sclerose/disse-symptomer-og-folgevirkninger-kan-du-opleve-ved-sclerose
Efter en årrække??? Er da ikke sikker på jeg orker at have de trælse smerter i mit ansigt en årrække. Det ødelægger min koncentration og min søvn.
Og så er der trætheden. Kan være så ganske forfærdelig træt. Ødelægger meget af min sociale kontakt, da jeg ikke orker at være sammen med mange mennesker længere tid af gangen.
Det mest trælse er nogen gange at have en sygdom, som ingen kan se. En sygdom, som er svær at forklare, hvor symptomerne er diffuse og kan ændre sig. At være træt meget af tiden, specielt fordi alle kender til det at være træt, men ikke sclerose-træt. Det er oftest en træthed, man ikke bare kan tage en kop kaffe og så komme over, den er lammende og hæmmende.
Men en god portion Marianne-stædighed gør, at jeg stadig passer mit arbejde fuldtid og deltager, i mere eller mindre grad, i de fleste sociale arrangementer. Dyrker lidt styrketræning og får gået ture. Motionen, specielt den tunge styrketræning, skal der skrues op for, al forskning fortæller at det er rigtig gavnligt for hjernen og sclerosepatienter.
Inspirerende dage
Har to dage i træk været til foredrag. Positive, opløftende og morsomme foredrag.
Havde i julegave fået billetter til Hella Joof, og hun er jo altid temmelig god for et godt grin og tænksomme øjeblikke. https://hellajoof.dk/om-hella-joof
Var dagen efter til Stormøde med arbejdet, hvor Thomas Mygind var hovedtaleren, ligeledes meget underholdende og inspirerende. https://www.athenas.dk/thomas-mygind-foredrag-motivation-team-powertalk.htm
Hver gang jeg er afsted til foredrag, koncerter, besøg på museer eller ude og se nyt landskab, aftaler jeg altid med mig selv, at det skal jeg gøre noget mere.
Måske bliver året i år hvor det sker 🙂
Forårsfølelse
I går blev solen nydt og alle mand var et par timer i haven. Gamle blade og nedfaldende grene blev revet sammen, mine 2 små blomsterbed ordnet og inspireret for knopper og spire og der blev leget og trænet med Sofus.
Samtidig lå Charlie imellem det hele, solede sig og sørgede for at alt gik ret for sig.

Sukkerfri
Man kan (Jeg kan 🙂 ) hurtigt overbevise sig selv om, at lidt hygge er velfortjent. Efter en lang arbejdsdag, ovenpå et møde, belønning for motion, fordi det er fredag…. listen er uendelig lang.
Pludselig var sukker og hygge en del af hverdagen, hver dag.
Så der er dømt slik- og snackfri måned. Ikke så nemt faktisk, for opdager hvor ofte jeg bliver tilbudt lækkerier. Og så er der abstinenserne, kan gennemsøge alle skabe og skuffer, for tænk hvis der skulle gemme sig et lille stykke chokolade bagerst.