Og hold da op jeg kan undres…
Da jeg boede på gården skulle jeg fodre hest, gå tur med hunden, fylde træpiller på fyret og tjekke om alt nu var i orden. Mange af tingene inden jeg overhovedet nåede ind af døren efter arbejde. Det blev en rutine, en runde, der lige skulle foretages, når bilen var sat i indkørslen.
Så skulle yngstetøsen måske hentes og maden sættes over og var der stadig lyst, græsset slåes, haven ordnes og huset støvsuges. Oveni alt det havde jeg stadig tid og overskud til at sy en kjole, hækle lidt og male en stol….
Nu har jeg fået mit nye, lille byhus. Al varme, strøm og vand fungerer uden jeg skal tjekke. Ingen hest, der skal fodres og vandes og ingen træer på grusvejen, der skal fjernes. Haven er ret meget overskuelig, et lille frimærke, og jeg kan støvsuge hele huset på 10 min.
Så skulle man jo tro der var blevet tid til en masse. Tid til at skrive, til at sy og hækle. Tid til at forkæle mig selv og tænke i motion. Tid til at besøge venner og familie.
Men de 3 måneder jeg har boet her, har jeg ikke fået foretaget mig noget andet end at arbejde og opretholde en tålelig hverdag. HVAD SKER DER LIGE ???
Håber det bare er sindet og kroppen, der lige har trængt til et pusterum og jeg lige om lidt finder den gamle energi.