Gården er sat til salg, en beslutning jeg var længe om at komme til, men som er den rigtige. Har ikke travlt med at få solgt, vil da gerne have den rigtige køber og i særdeleshed sommeren med.
Men kan godt mærke, at jeg ligesom står i et vadested. Kan ikke lave planer for fremtiden, for ved ikke hvornår jeg skal herfra, på hvilken måde og hvad vi så skal bo i.
Kan vi tage på sommerferie? Hvad med dyrene? Kan det svare sig at få repareret den lille græsslåmaskine? Skal yngstetøsen have lov til at male en væg på sit værelse?
Der dukker dagligt ting op i hverdagen, hvor jeg lige skal tænke på om det nu er fornuftigt eller ej.
Har dog besluttet, at haven skal ordnes som jeg plejer. Der skal blomster i krukker og planter i drivhus og plantekasser. Kan jo sagtens være at der går et år inden der er solgt, og vil nyde haven og gården så længe.
Så måske skal jeg bare nyde mit vadested og leve i nuet, for lige pludselig er der nok en frygtelig masse ting, der skal gøres.