Efter meget kort tids sygdom, døde min mand, 42 år gammel, den 8. marts 2010 på intensiv afdeling i Vejle. De Havde kæmpet med ham i 2 døgn, forsøgt alt, men ved 17 tiden gav de op. Vi sad ved ham, mens han døde. Han var ikke ved bevidsthed, men, selvom jeg er et meget praktisk og ikke troende menneske, så kunne jeg alligevel fornemme, at han vidste vi var der. Da stemningen på stuen gik fra dyb chok, til erkendelse af, hvad der skulle til at ske, og vi begyndte at snakke med hinanden, kunne jeg mærke, at han blev mere og mere kold, og så døde han. Lidt som om, han lige skulle sikre sig, at vi nok skulle klare det. Efterrationalisering, det ved jeg godt, men en god trøst i tiden efter.
Der stod jeg så, enke i en alder af 44 med 3 tøser og et nedlagt landbrug, vi havde købt et par år forinden. Og uden en krone på lommen. Alle kontoer på nær min egen lønkonto blev lukket ned. Heldigvis har jeg en rar bankmand, og han sørgede for at alle regninger, der løb på budgetkontoen blev betalt og at jeg ikke kom i problemer rent økonomisk. For det tager mindst et halvt år inden skifteretten er færdig.
Hold op en masse papirer man skal have styr på, og en masse kontorer man skal ringe til. Til sidst var mit hoved fyldt og jeg glemte helt basale ting. Så måtte ty til en kinabog, og skrive alt hvad jeg skulle huske ned. Jeg endte også med at få telefonfobi, så bare det at skulle ringe til tandlægen eller aftale et møde, kunne jeg knap overskue.
Men man kommer ovenpå. Det er en nødvendighed. Jeg havde pigerne, der ikke kunne være tjent med en mor, der mest af alt havde lyst til at ligge under dynen og lukke verdenen ude. Så efter en lille måned, tog jeg tilbage på arbejde igen. Mit overskud var ikke stort, og jeg var nok ikke den mest oplagte lærer for mine elever og den mest sprudlende kollega. Men jeg blev taget godt imod, blev passet på og blev behandlet som mig og det hjalp med til at give energi.
Min familie, min svigerfamilie og venner har altid været der for mig. Jeg er elendig til at tage imod hjælp fra andre, for vil ikke være en byrde og de har jo også deres at se til. Men jeg ved de er der, hvis det brænder på og ofte er det nok til, at jeg lige kan overkomme lidt mere.
Har gennem denne proces de sidste år, fundet ud af at måden jeg kan fastholde mig, min hukommelse og mine tanker er gennem skrift. Så derfor denne hjemmeside/blog.
